England, Salisbury, Nine Candles Inn, nutid:

"Jamen ... jeg elsker mit liv, som det er. Jeg er rig på alt", siger han.
"Du er bange for forandring", siger hun.
"Hold lige op med det der ligegyldige pseudo-snak. Jeg er bange for det, vi så i nat", siger han, men kan ikke lyde vred.
"Hvad så du?" spørger hun.
"Det ved jeg ikke", svarer han.
"Du så en dør", siger hun.
"Nej, nu stopper du lige med det new-age-pis", siger han og lyder vred.
"Vi så en dør, men vi gik ikke ind ad den", siger hun lavt.
"Nej, det er da rimelig indlysende hvorfor", siger han.
"Vi åbner den i nat", siger hun og tømmer sin øl.
"Jeg ved ikke. Jeg skal på arbejde i morgen. Vi kan ikke blive ved", siger han uden modstand.
"I nat!" siger hun.

Fem gamle venner finder sporene af et forsvundet hemmeligt selskab. I deres søgen efter svar åbner de døre. Døre, som hurtigt lukker sig bag dem og forhindrer tilbagetog. De træder i det tabte selskabs fodspor og fortaber sig i en ubeskrivelig verden af forfærdelige hemmeligheder.
Vil du vide mere? Læs her

Vinteren i året, tusmørketiden i døgnet.

Is og sne holder ødemarken fanget i et stålhårdt greb. Ulvene flakker om efter de svage, ravnene slår ned på de døde, og skæbnen indhenter alle.

I dette måneoplyste og trøstesløse landskab rager et sort tårn op af sneen - som en rådden tand i isbjørnens gab.

Bag de tunge granitblokke, der er mærket af ødemarkens hårde vejr, er der stadig liv.

Troldmanden har langt fra forstyrrende elementer udrettet sit hverv og slavebundet dæmoner. Han har aldrig betvivlet sin skæbne og ved, at tiden er inde. Byrden har knækket ham, feberen hærger hans krop. Men han valgte selv sin skæbne, da han stadig var ung - dengang virkede tre år som en lav pris at betale for visdom. Nu er det en evighed.

De andre i tårnet er ikke rede, de har ikke den fornødne styrke til at bære skæbnens byrde.

Lærlingen er ung og uerfaren. Datteren bærer Dæmonen i sig. Livvagten er blevet gammel. Og tårnets tjenende ånd er tjener - ikke mere, ikke mindre.

Med den sorte ridder kommer døden.

En historie om en døende troldmand og hans næres skæbne. Et ansvar, der skal påtages, en blodhævn, der skal fuldføres, en skyld, der skal erkendes, og et kærlighedsoffer, der skal bringes. Skæbnens tunge lod på livets vægt trækker hovedpersonerne med sig i sjælens brønd.

En blodig cirkel skal sluttes ...
Vil du vide mere? Læs her

Det var tilfældigt, jeg strandede netop den dag på det sted. Den slags kan man regne sandsynligheden for. Og skønt det er sjældent, vil det ske en dag: At venner, der er så fjerne i bevidstheden, at jeg ganske havde glemt et par stykker af dem, mødes i et gammelt, mørkt hus i ly af uvejret. At min bil er gået i stykker, så jeg ikke kan komme derfra. At lynet har kortsluttet nettet. At jeg er et sted i landet, min mobiltelefon ikke har dækning. Usandsynligt? Nej. Relativt usandsynligt? Ja. Men det skete ...

Allerede om morgenen følte jeg, noget særligt ville ske. Og jeg fik ret. En stædig skæbne lod himmel og jord stå i ét. Lod al elektronik dø for en aften og lod netop os mødes igen. Det var på ingen måde et tilfælde. Det var forudbestemt: En ekstra chance til at gøre de ting, vi fortrød, gode igen. En chance for at få gammelt venskab på fode igen. En overjordisk instans, der så, vi havde valgt forkert, og gav os en enestående mulighed for at vælge på ny. Selvfølgelig tror jeg på mirakler ... nu.

Når du er purung, tror du, alt er meget alvorligt, og du har ambitioner om at redde hele verden. Når du bliver ældre, går alvoren op for dig: Det er meget værre. For du skal ikke redde hele verden: Du skal redde dig selv.
Vil du vide mere? Læs her

Du kommer til bevidsthed i en halvfærdig menneskekrop, som aldrig har været din. Og lige så fremmed som din krop er dine omgivelser og de spredte minder, der flakker rundt i dit hoved. Dit syn er sløret, men alligevel kan du - da du kigger ned ad din nye krop - se, at der er noget galt. Du kan se muskelvævet bevæge sig, mens du prøver at få kontrol over lemmerne - muskelvævet? Hud ... Knap har du tænkt tanken, før et beskyttede lag af hud begynder at danne sig. Det klør, men snart er hele din kønsløse krop dækket. Kønsløse..? Du smiler svagt og ser din krop skifte form. Og mens du - tilsyneladende ved tankens kraft - laver de sidste justeringer, ser du dig vagtsomt omkring. Sanser.

Elysium er et scenarie om at genskabe seks personer i en ny verden. Det handler om at erindringer og undren, om skabelse og forandringer. Det er også et scenarie om fortiden og fremtiden, men først og fremmest om det nu, hvor fortid og fremtid mødes.
Vil du vide mere? Læs her

Washington, D.C. - midt i august ...
Solen bager ned på byen, der vånder sig efter tre ugers hedebølge. Alting smelter, selv asfalten synes at have givet op. Overalt leger børnene i vandet fra brandhanerne, mens de voksne holder sig i skyggen ...

... Bilradioen plaprer løs om temperaturer på over 35 grader i de næste par dage, og den intense varme gør intet for at dæmpe den intense stemning, der er mellem de to mænd i jumpsuits, der nu på fjerde time sidder bag i en ramponeret varevogn. De sveder begge kraftigt, men ikke kun på grund af varmen. Den ene bander lavmælt over at skulle have sort tøj på i dén varme, men standser op, da den andens radio begynder at skratte: "Charlie-2 til Mike-1; kontakt til målet; cirka 30 sekunder fra jer; skifter ..." Den anden svarer med en let syngende accent: "Mike-1 til Charlie-2; det er forstået; begynd fase to nu; slut." Han vender sig om og ser spørgende på sin makker: "Er du parat? Er alt o.k.?" spørger han, tydeligt anspændt. Den første kigger op på ham efter at have sikret sig, at det kurvede magasin er fyldt op. Han nikker og trækker elefanthuen ned over ansigtet.
"Ja, Mark, jeg har faktisk gjort det her før ..." bemærker han tørt og tager ladegreb på automatriflen. Ude fra førerkabinen lyder en tredje mands stemme ... "Her kommer hun; klar?" Varevognens motor starter med en dyb rumlen, og den ruller ud i trafikken, lige bag den alt andet end diskrete røde sportsvogn ...
Vil du vide mere? Læs her

På et gadehjørne i Bremen står en krum musikant. Hans frakkeskøder er slidte, men guld glimter i hans smil. Hans negle er knækkede, sorte, men hans fingre danser rapt på en tung harmonika. Skæve toner fylder gaden, byder papir og visne blade til dans i en måneløs nat.

"Historien slutter aldrig som den gjo-orde en-gaaang! Tornerose fletter prinser bag en sik-ker kittelhæ-æk." Stemmen er hæs, skærende, hans ånde tung af absinth og røg. Melodien kæmper mod blæsebælgens hvæsende takt, vakler som en fuld mand mellem tonerne. "He-er er det hjerte mappeborgens dronning ga-av i pa-aaant. Og her en nar der danser vredt ved sponsorkongens bo-oord. " En opera, en messe, en forblæst gadesang.

"Elvernes dronning flytted' til otiumshø-øøj. Og muddergrøftens kælling fandt en blød, moderne ma-and."

Den sidste tone slår mod tillukkede skodder. Tavshed. Blanke gnaverøjne i skyggerne af hans frakke. Måske er harmonikaen en fløjte i hans grove hænder. "Historien er her, selvom du aldrig kom med i en film. " Langsomme, rolige ord under hans glitrende øjne. "Fortæl mig, og jeg fortæller dig. "

Hvis ingen kender din historie, hvem er du så? Et nutidseventyr om fortællekraft og vilje.
Vil du vide mere? Læs her

Og bag os hører jeg sirenerne og de nærmer sig og jeg tænker at vi skal væk, væk nu, selvom vi holder tidsplanen perfekt og intet burde kunne gå galt nu og jeg trækker vejret hurtigt, meget hurtigt og jeg hopper ind bag i Forden som Stephano har stjålet og vi kører væk fra krydset med diamanter for over en million dollars med os i en lille sort velourpose og jeg tænker at det ikke var meningen at nogen skulle dø, men det skete og nu er der alligevel ikke noget at gøre ved det, så vi skal væk, væk og jeg hører lyden af sirenerne og trækker vejret hurtigere, adrenalinet pumper og jeg bliver af een eller anden grund træt, så træt og synker hen på bagsædet i den røde Ford. Vi skifter bil og kører ud af Denver i en sort Rover stationcar og jeg sluger to piller og tænker på en million dollars mens Steph sætter farten op, kører ud på ringvejen. På hjørnet af Bellevue og Jefferson myldrer det med hævngerrige politimænd, men de har ingen chance for at finde os for ingen har set os og om ti timer er vi væk.

I en anden verden er solen ved at stå op, men jeg kan ikke se den og der er sorte skyer over os og jeg tænker: det bliver en lang dag. Lidet ved jeg at det også bliver den værste dag i hele mit liv.
Vil du vide mere? Læs her

Du løber langs køkkenpanelet. Stopper. Løber igen. Dine øjne er fastlåst på det gigantiske, sovende væsen midt ude på det ternede køkkengulv. Det drejer sig, knurrer dovent. Du fryser, venter, stormer forbi med panisk hamrende hjerte og når frem til din position. Adrenalinen pumper rundt.

Dine venner nikker, giver signalet. I springer frem ...

Katten eksploderer i bevægelse, sidder pludselig i vindueskarmen, vender sig, hvæser ned mod de forvirrede rotter, springer ...
Vil du vide mere? Læs her

”Luftguitar” er historien om et up-and-coming Københavnsk rockbands storhed og fald.
Faldet kan enten være på et personligt, moralsk plan eller på et kommercielt plan.

Bandet starter på toppen. Deres anmelderroste debut album har strøget sig direkte ind på hitlisterne, statuetterne fra Danish Music Awards funkler fra en hylde i øvelokalet.
Underbelly er på forsiden af næste nummer af Gaffa. Deres store tour starter på mandag og deres næste plade er ved at blive mikset færdigt. Alt tegner lyst og lovende.

Touren præsenterer bandet for læssevis af muligheder for at skeje ud og skabe sig åndssvagt. Spillerne vil efter al sandsynlighed bruge deres forestillinger om rockstjerner som pejlemærke. Fristelserne er mange, og hver gang de handler i strid med almindelig god opførsel, giver det det adgang til det forjættede land; Forsiden af formiddagsbladene.

Den endelige prøve kommer, da produceren som en anden Lucifer vil forsøge at få spilpersonerne til ofre en af deres egne, i forsøget på at skabe en skandale som salget af den næste plade kan lukrere på. De må vælge, om de vil sælge totalt ud for succes, eller de vil vinke farvel til det søde liv og forsøge at genvinde deres selvrespekt.
Vil du vide mere? Læs her

Det var en helt normal dag på Ondskabens Borg. Frygten hang tykt i luften, og fra de mørke kældre hørtes fjerne rædselsskrig. Mesteren var travlt beskæftiget med at brygge nye trylledrikke. Hans stemme buldrede gennem borgen, og horder af dæmoner og orker løb forskræmte ud for at udføre hans ordrer.

Golle sad i vinduet, da lyset dukkede op i horisonten. Han vendte sig om og stammede nervøst:
"H-h-hej, Iqu-qubus. D-der k-k-kommer nogen."
Flakse Flammetunge fløj hen til ruden, og Iqubus beordrede Trøfle til at løfte sig op, så han også kunne se. Udenfor kom det, de havde frygtet.
Iqubus vendte sig mod Mugge og Maddik og sagde:
"Ups ..."
Vil du vide mere? Læs her

Mørket har sænket sig. Landskabet virker fladt i fuldmånens lys. Skoven ligger stille og dunkel hen. Ubemærket træder en utydelig skikkelse ud af skovens mørke og bevæger sig hen ad grusvejen til den lille gård for enden af vejen. Ikke en lyd høres. Lyset strømmer ud ad vinduerne i en lille tilbygning. Skikkelsen søger derhen, hunden giver hals, men tier så. Skikkelsen træder hen til vinduet og ser ind. Det, der foregår derinde, ligner et stumt skuespil.

Ilden buldrer lystigt i brændeovnen. Seks unge mennesker sidder i en slidt, men hyggelig sofagruppe, på bordet står tekrus og stearinlys sammen med regelbøger og terninger ...

Seks rollespillere, tre piger og tre drenge. Hvor godt kender de egentlig hinanden? Og sig selv? Hvilken rolle skal de spille i nat?
Vil du vide mere? Læs her

"Kan du fortælle mig dit navn?" spørger den forvirrede betjent igen. Han taler russisk med en bondsk dialekt. "Nej, desværre, jeg kan ikke hjælpe dig," svarer du på formfuldendt russisk, selv om du mærker, det ikke er dit modersmål. Han rækker dig et spejl. "Lægen siger, I ikke har hukommelsestab. I har ikke slået hovedet. Giv mig dit navn!"

Du ser dig selv i spejlet. Det er dit ansigt, du kender det bare ikke. Du har forbrændinger og skrammer i ansigtet og på kroppen. Hver vejrtrækning gør ondt. Der er noget med lungerne. Mærkværdigt. Se ind i sine egne øjne, og det er som at møde et fremmed blik.

"Nej, jeg lyver ikke for dig, kammerat," siger du, nærmest til dig selv.
Betjenten taler hastigt. "Amerikanerne kommer snart. De vil tage jer med. Afhøre jer. Svar mig, så jeg kan hjælpe!"

Du ryster vagt på hovedet uden at slippe øjenkontakten med dig selv.

"De tror, I er terrorister. Jeg kan høre, du er russer! Du kan ikke være terrorist!" udstøder han skingert.

"Meget muligt, kammerat. Men jeg kan ikke svare dig," siger du og stirrer på dig selv: "Det er et fremmed væsen derinde."

En thriller om terror og identitet.
Vil du vide mere? Læs her

Giften virker. Et knugende greb om pennen, der svimlende fanger papiret. Tankerne, ordene finder sammen. Beretningen kan nu skrives. Skrives fra sin begyndelse.

"Hvem er du?"
"Jeg har vandret ved din side i mange år. Jeg kender dig. Jeg er Døden."
"Er du kommet for at hente mig?"
"Dig har jeg haft længe. Det er din søn, jeg er kommet efter."

Han har travlt. Hænderne bliver kolde, strejfer afrikakortet, da pennen igen skal føres. Billederne af kysten, den vilde jungle, grotten. Der, hvor det hele starter. Lyset er ved at brænde ud.

"Far. Hvad skal jeg gøre?"
"Kit, du skal følge i slægtens fodspor. Du skal bekæmpe sørøveri, uretfærdighed og forbrydelse. Sværg eden, som vi har svoret den før dig. Min tid er knap."
"Stop. Du dømmer os alle."
"Singh. Du, min ærkefjende; du, der startede det hele."

Singh. Han ser mærket på flasken. Singh. Smager på ordet, på giften. Pennen griber papiret. "Året var 1536. Christopher Walker skyller i land på en øde kyst. Saltvandet svider i hans sår. Ønsket om hævn brænder hans sjæl."
Vil du vide mere? Læs her