Forside > Online Forum > Off Topic
Brugere Log på
Høng-Crewet

Ny rollespilsbog: Scenariebogen

Morten G. Petersen

d. 13. May. 2011 kl. 14:54

Landsforeningen for rollespillere, Bifrost, forærer rollespilsbog til landets rollespilsforeninger og ungdomsskolers rollespilshold. 200 bøger af 2½ kilo sendes med posten i disse dage.

Scenariebogen - 9 fremragende rollespilsscenarier fra 2006-2010 er en udgivelse af ni danske rollespil, der afsøger grænser og skubber til opfattelse af, hvad rollespil er, og hvad rollespil kan. De ni rollespil er oprindeligt blevet præsenteret på rollespilskongressen Fastaval, og med denne bog stilles de til rådighed for et bredt publikum. Bogen foræres derfor til foreninger og ungdomsskoler, der har rollespil på programmet.

Dansk rollespil har gennem de sidste 10 år gjort stormskridt, der er blevet bemærket selv på den internationale scene, og den udvikling vil vi gerne dele med alle dele af det danske rollespilsmiljø. En projektgruppe under navnet Kæmpers skuldre har derfor produceret Scenariebogen. Projektet har modtaget støtte fra DUFs initiativstøtte, og opbakning overalt blandt rollespillere. Med stor fornøjelse kan vi derfor præsentere Scenariebogen og dens ni scenarier, der indeholder alt, hvad du har brug for at gå på opdagelse i rollespillets verden.

Rollespil er ikke farligt, men det er ikke kun en uskyldig eftermiddagshobby. Det er et medie, der kan fortælle barske, vedkommende og smukke historier. Det beskæftiger sig med ting, vi ikke bryder os om at tale om, og det berører emner, vi ikke kan få snakket nok om.
Scenarierne dækker over den barske western, hofintrigerne ved en ridderturnering, et episk eventyr i en fjern tidsalder, den uhyggelige tragedie, som overgreb på andre mennesker og børn er, den magiske beretning om en piges færd ind i de voksnes rækker, parforhold i tvivl, komedie-rollespil om den kreative klasses genvordigheder, og tragedie-rollespil i shakespearske gevandter om et kongemord.

Ikke alt rollespil henvender sig til nybegyndere og ikke alt rollespil henvender sig til børn. Scenariebogen er tænkt som et værk, der fører den øvede, den nysgerrige og den erfarne rollespiller nye steder hen. Har du ikke spillet rollespil før, er det en god ide at finde et par venner, der har noget erfaring, når du giver dig i kast med Scenariebogen.

Landsforeningen Bifrost, der bl.a. repræsenterer rollespillere, bakker op om udgivelsen, og landsforeningen har været med til at muliggøre udgivelsen af bogen, og den efterfølgende udsendelse.

Scenariebogen - 9 fremragende danske rollespilsscenarier 2006-2010 er blevet til i samarbejde med projektgruppen Kæmpers skuldre og Landsforeningen Bifrost. Bogen er udgivet på Rollespilsakademiets forlag.

Landsforeningen Bifrost - www.landsforeningenbifrost.dk - www.rollespil.dk
Kontaktperson: Morten Greis Petersen, aktivitetskoordinator ved Bifrost - aktivkoordinator@gmail.com, tlf 7734 8725.
Læs mere om bogen her: http://rollespil.dk/nyhed/scenariebogen-9-fremragende-danske-rollespilsscenarier-2006-2010
Redigeret d. 13. May. 2011 kl. 16:57

Log på

Forbliv logged på: Log på
Glemt password?
Ny bruger?