Forside > Guides
Brugere Log på
Høng-Crewet

How-to: Lørdagsscenarier

6 trin du burde følge, hvis du vil lave et lørdagsscenarie til Fantasy/Live.

For de som ikke har været til Fantasy/Live i Høng, så er dette en guide til hvordan man laver et lille scenarie for mindre end 50 personer, som skal vare omkring 4 timer. Hidtil har mange af de scenarier der er blevet udspillet til Fantasy/Live, været nogle hvor en tilfældig person i sidste øjeblik har fundet på noget, og så hurtigt uddelt roller og fundet på regler.

Dette er forhåbentlig slut nu, hvis folk dog kan tage sig sammen til at følge disse relativt lette trin.

1. Verden

Dan dig en idé om hvordan verdenen ser ud.

Er det en verden med meget magi? Mange underlige væsner? Er det en primitiv verden? Er der mange kongeriger? Er der guder? Hvor mange?

Hvad du nu ellers kan finde på, og kan fortælle videre, så de der skal spille dit scenarie har en idé om hvordan verdenen, deres person befinder sig i, ser ud.

2. Lokation

Hvor i denne verden foregår dit spil.

Fokuser mere på den del af din verden, hvor du mere bestemt kan bestemme hvordan samfund, kulturer og klima ser ud. Hvis det er i et kongerige spillet foregår i, hvor i kongeriget er det så? Lige op ad et naboland som riget er i krig med? Dybt i en skov, hvor indbyggerne ikke er meget mere sikre end tykkelsen på murene omkring byen? På en afsides ø, hvor toppen af rigets hierarki ikke har megen kontakt til, således at den lokale leder alene sidder med ansvaret i at holde indbyggerne loyale, eller måske har planer om selv at få eneret over øen? Er det tæt op ad en af kongerigets større byer, hvortil man har et vidst ansvar i form at en råvare eller anden form for goder, men til gengæld får hjælp til rydde ud i kættere og diverse monstre i skovene? Find på et godt område i riget, hvor det er let at skabe noget spændende historie.

3. Plot

Find på et overordnet problem.

Har en af guderne nedkaldt en forbandelse, der kun kan hæves, hvis der bliver gjort nogle bestemte ting? Er den lokale leder blevet dødeligt syg, så der skal findes en modgift, eller i værste fald en ny leder? Det skal bare være en tilstrækkelig stor begivenhed, således at den berører alle spillerne.

Husk at et scenarie mere eller mindre er en historie, hvor slutningen venter på at blive skrevet, og man skriver ikke historier om kedelige ting... som regel.

4. Grupper

Find på nogle grupper hvori du kan placere spillerne.

Brug gerne lidt tid på at tænke over dine grupper, og især hvor mange du har brug for. For mange grupper medfører forvirring, da man ikke kan forvente at nogen kan huske for meget på så kort tid. For få grupper kan gøre spillet kedeligt og unuanceret, med mindre der er megen intern strid eller andet der holder dem kørende.

Sørg for at alle grupper har et formål og et mål. Der er ikke noget værre end at være i en gruppe, hvor man ikke har noget at lave, ikke noget at stræbe efter.

Husk også at lave relationer grupperne imellem. Det er vigtigt for hver gruppe at vide hvordan de har det med de andre, ellers finder spillerne bare på noget selv, og det hjælper højest sandsynligt ikke på dit scenarie.

5. Roller

Brug bare en lille smule tid på hver rolle.

Jo mere du har gjort ud af gruppen som helhed, jo mindre arbejde har du for de enkelte i den gruppe. Det bedste er at hver rolle har et mål, men det kan godt tage lang tid, hvis man skal finde på 30 forskellige mål. Prøv dog at finde nogle folk som har specielle forhold. Søskende, kærlighed, fjendskab, far/mor - søn/datter eller andre forhold, som hjælper med at skabe rollespil og stemning.

Lad være med at gøre nogen uovervindelige, eller bare det der minder om det. Der er mange, der får fornemmelsen af at modstanderen snyder, fordi han ikke dør, eller fordi han kaster massefrygt hvert sekund. Lad folk være nogenlunde lige, eller lad det være åbenlyst at her er en rolle med mægtige kræfter. Vi kan alle acceptere en trold, der ikke dør efter 10 slag, men der er meget svært at acceptere, at en adelig uden rustning kan klare det samme. Hvis du mener at det er meget vigtig, at der er en almægtig i området, så fortæl spillerne om denne almægtige inden scenariet. Hvis personen er så mægtig, så har denne nok et voldsomt rygte, og gad vide om de lokale bønder så ikke har hørt rygter om denne ildspyende, barnespisende dræber af overnaturlige kræfter. Muligheden er ganske stor, og bønderne har sikkert også hørt historier, som kun er blevet mere og mere overdrevne for hver læbe de har passeret.

6. Regler

Hold reglerne simple. Der er ikke nogen, der kan holde styr på 20 kropspoint eller 20 formularer og evner. Jo flere regler der er, jo større chance er der for at de bliver udnyttet.

Sørg for at rollespillet er et vigtigere element end reglerne.

Log på

Forbliv logged på: Log på
Glemt password?
Ny bruger?